Søg

Ejerforhold for statens foretrukne advokat ukendt for danskerne

Opdateret: 21. jan. 2019

79 procent af danskerne aner ikke, at Kammeradvokaten er et privat firma, viser en ny rundspørge. Innovationsministeren vil have mere konkurrence på området.


Af Katrine Elvstrøm Krause & Anders Kanberg



Der er ikke mange danskere, der tænker over brugen af skattekroner, når repræsentanter fra Kammeradvokaten igen og igen bliver nævnt i nyhederne i juridiske sager med relation til staten. For mere end halvdelen af danskerne tror, at Kammeradvokaten er et offentligt embede. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Yougov for MOOT.

Efter eget skøn står Kammeradvokaten / Advokatfirmaet Poul Schmith for 80 procent af de statslige sager vedrørende juridisk bistand og er en helt almindelig privat virksomhed på niveau med Bech-Bruun, Moltke-Leth og de andre store advokatvirksomheder. Men det ved kun 21 procent af de adspurgte danskere. De sidste 25 procent svarer “ved ikke.”

Gigantregning

Op mod 600 ansatte arbejder der på statens regning, og jurister er ikke billige. Kammeradvokatens omsætning med staten er næsten fordoblet på 10 år, og sidste år lød regningen på 458 mio. kr. Det er seks procent mere end i 2016 og ny rekord.

Spørger man danskerne mener 65 procent, at statens udgifter til Kammeradvokaten er for høje. Undersøgelsen viser også, at 61 procent af danskerne mener, at staten bør skabe større konkurrence om sine advokatopgaver.

I løbet af de seneste to år har regeringen opsagt dele af kammeradvokat­aftalen. Innovationsminister Sophie Løhde vil også gerne mindske statens forbrug af det ene advokatfirma og skabe større konkurrence om statens advokatopgaver, men statens stigende udgifter til Kammeradvokaten kan tyde på, at ministerierne ikke skænker udgifterne til retshjælp ekstra tanker af den grund.


Om Kammeradvokaten

Kong Christian V. oprettede embedet tilbage i 1684 til at føre sine sager. Flere hundrede år efter, i 1936, blev embedet nedlagt, hvilket betyder at det er over 80 år siden, Kammeradvokaten har været en offentlig virksomhed.

Staten har siden brugt en privatpraktiserende kammeradvokat. Den første var højesteretssagfører Arne Kemp. Han grundlagde det advokatfirma, der sidenhen har leveret alle danske kammeradvokater. Det er det samme firma, der i dag hedder Poul Schmith, og siden 2015 er det hele firmaet, der udfylder hvervet som kammeradvokat og ikke kun en enkelt advokat.

Uddrag fra undersøgelsen

54 procent af danskerne opfatter Kammeradvokaten som værende en offentlig virksomhed. 21 procent tror det er en privat virksomhed og 25 procent svarer “ved ikke.”

29 procent af danskerne mener “i meget høj grad,” at statens udgifter til Kammeradvokaten er for høje. 18 procent svarer “i høj grad,” 14 procent svarer “i nogen grad,” 4 procent svarer “i mindre grad,” 31 procent “ved ikke” og kun 3 procent mener sket ikke, udgifterne er for høje.

61 procent af danskerne mener, staten bør skabe større konkurrence om dens advokatopgaver. 11 procent er uenige og 28 procent svarer “ved ikke.”

Kilde: YouGov-undersøgelse fra juli 2018 foretaget for MOOT.

© 2018 MOOT

Hørskætten 6D

2630 Taastrup

Denmark

  • White Facebook Icon
  • White YouTube Icon
  • White Vimeo Icon
  • White Instagram Icon