Søg

Tobaksindustrien må elske Netflix og HBO

Antallet af rygescener er eksploderet i amerikanske serier, selvom det er forbudt at reklamere for rygeprodukter – også i USA. Kræftens Bekæmpelse sår tvivl om baggrunden.


Af Anders Kanberg


”Jim Hopper tænder en cigaret og suger begærligt det første hvæs dybt ned i lungerne.”


Billedet er fra Netflix-serien Stranger Things, der er et kæmpe hit blandt især yngre seere. Måske er det bare et billede på en kompleks karakter, der arbejder for det gode, mens han giver efter for sine laster. Måske er det en subtil måde at få flere unge til at ryge. Vi ved det ikke. Men faktum er, at rygning i serier skaber flere rygere. Og alene i serien Stranger Things tænder skiftende karakterer en cigaret 182 gange, hvilket gør serien til ”storrygeren” i en undersøgelse af ungdommens 14 mest populære serier foretaget af anti-rygning-organisationen, The Truth Initiative.


”I Danmark og i hele Vesten har vi fået et forbud mod traditionelle reklamer for rygning. Vi har ikke længere tv-reklamer, reklamer i aviserne, ugebladene eller i biografen. Og de penge, der tidligere blev brugt på markedsføring, de går jo et andet sted hen”, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.


I 1990 valgte tobaksindustrien i USA frivilligt at stoppe product placement i filmproduktioner, men siden er der løbende blevet sået tvivl om, hvorvidt producenterne lader sig friste af ussel mammon og skriver en rygescene eller to mere ind i manuskripterne for at få finansieringen på plads.


”Jeg tænker, der må være en forbindelse mellem, at man har forbudt almindelige tv-reklamer og nu ser en stigende grad af product placement, rygescener i Netflix-serier og i andre produktioner. Jeg tror ikke, at det bare er en tilfældighed. Men jeg kan ikke bevise, hvordan det i grunden foregår; om det er manuskriptforfatterne, instruktøren, skuespillerne eller om det bare er kulturlivet samlet set, som synes, at rygning er blevet mere acceptabelt,” vurderer Niels Them Kjær.


Intet svar

MOOT har forsøgt at få svar på, hvorvidt penge fra aktører i tobaksindustrien er med til at finansiere produktioner hos både Netflix og HBO. Forgæves. Trods gentagende henvendelser til både de danske repræsentanter og deres amerikanske hovedkontorer er vi kun blevet mødt med tavshed. Spørgsmålet er ellers simpelt: ”Er tobaksindustrien på nogen måde med til at finansiere jeres produktioner? Ja, eller nej?”


Spørgsmålet er ikke alene interessant, fordi der i givet fald ville være tale om en omgåelse af de regler, tobaksindustrien selv har været med til at indføre, men også fordi en afvisning ville rejse et andet interessant spørgsmål; nemlig om hvad motiverne for de mange flere rygescener så måtte være.


”Vi kunne godt tænke os på en eller anden måde at komme i dialog med kulturlivet omkring det ansvar, som de har. For jeg tænker, at de fleste instruktører slet ikke er opmærksomme på, at når de vælger at lave en scene, hvor der er rygning i, at så har det faktisk betydning for, hvor mange, der får kræft om 25 eller 50 år,” siger Niels Them Kjær.


Flere rygere

I Danmark er andelen af unge mellem 16 og 26 år, der ryger, steget fra 25 procent i 2013 til 29 procent i 2017. Efter mange års tilbagegang, er det altså nu igen blevet mere socialt acceptabelt at ryge.


”Det er fuldstændig veldokumenteret, at jo flere scener, du ser med rygere, jo større er risikoen for, at du selv bliver ryger. Det gælder også på sociale medier. Der er masser af undersøgelser – typisk amerikanske og andre udenlandske undersøgelser – som viser, at der er stigende grad af folk, som afbilleder rygning glamourøst på sociale medier. Og det må på en eller anden måde også være orkestreret,” vurderer Niels Them Kjær.


Faktisk er det så slemt, at teenagere, der ser mange film med rygende hovedroller, er hele 32 procent mere tilbøjelige til selv at blive rygere end andre unge, viser en undersøgelse fra 2011 foretaget af University of Bristoholm.


Heldigvis er der stadig langt til tobaks-glorificeringen med James Dean og andre i de glade 60’ere. Men med stadig flere ”syndige, men seje nydelser” i serier som ”House of Cards”, ”The Walking Dead”, ”Mad Men” og andre, bevæger vi os i den helt forkerte retning, mener Kræftens Bekæmpelse. Og der skal dialog med producenterne til at imødegå det stigende antal af rygere.


Det er desværre ikke lykkedes for os her på MOOT denne gang.

© 2018 MOOT

Hørskætten 6D

2630 Taastrup

Denmark

  • White Facebook Icon
  • White YouTube Icon
  • White Vimeo Icon
  • White Instagram Icon